It was raining as they drove out of

It was raining as they drove out of Tacoma that morning. When the first car appeared he could see it from a long way off, dragging a cloud of mist like a parachute, and when it passed he touched the wipers to clear things up and his mind flashed to a scene of a black road, still wet, running toward mountains larded with snow like fatty meat. For some reason it made him happy, and he hadn’t been happy in a while. By seven the rain was over. The line of open sky in the east was razor sharp.
He looked over at the miniature jeans, the sweatshirt bunched beneath the seat belt’s strap, the hiking boots dangling off the floor like weights. “You OK?” he said. “You have to pee?” He slowed and drove the car onto the shoulder and the boy got out to pee. He looked at him standing on that rise in the brome and the bunchgrass, his little hips pushed forward. When the boy walked back to the car he swung the door open for him, then reached over and pulled the door shut and bumped out on the empty road.
Not much had changed, really. A half hour out of Hoquiam he began to see the clear-cuts through the firs: a strange, white light, as if the world dropped away fifty feet out from the pavement. He hoped the boy wouldn’t notice. The two of them had been talking about what to do if you saw a mountain lion (don’t run, never run), and what they’d have for lunch. Twenty minutes later they were past it, and the light behind the trees had disappeared.
He’d been at the house by dawn, as he’d promised. He sat in the driveway for a while looking at the yard, the azaleas he’d planted, the grass in the yard beaten flat by the rain. For a long time he hadn’t wanted her back, hadn’t wanted much of anything, really. He went inside, wiping his shoes and ducking his head like a visitor, and when the boy came running into the living room he threw him over his shoulder, careful not to hit his head on the corner of the TV, and at some point he saw her watching them, leaning against the kitchen counter in her bathrobe, and when he looked at her she shook her head and looked away and at that moment he thought, maybe—maybe he could make this right.
The forest-service road had grown over so much that only his memory of where it had been told him where to turn off. The last nine miles would take them an hour. This is it, kid, the old man would say whenever they turned off the main road, you excited? Every year. The car lurched and swayed, the grass hissing against the undercarriage. He could see him, standing in the river hacking his lungs out, laying out an eighty-foot line. “Almost there,” he said to the little boy next to him. “You excited?”
He slowed under the trees to let his eyes adjust and when he rolled down the window the air shoved in and he could hear the white noise of the river. God, how he needed this place, the nests of vines like something scratched out, the furred trunks, soft with rot. He’d been waiting for this a long time. A low vine scraped against the roof. He smiled. Go ahead and scrape, you fucker, he thought, scrape it all.
Eight years. It didn’t seem that long. Where the valley widened out he could see what the winter had left behind: the gouged-out pools, the sixty-foot trunks rammed into the deadfalls, the circles of upturned roots like giant blossoms of Queen Anne’s lace. A gust of warmer air shoved in: vegetation, sunlight, the slow fire of decay. Sometimes it wasn’t so easy to know how to go, how to keep things alive. Sometimes the vise got so tight you could forget there was anything good left in the world. But he’d been talking about this place—the rivers, the elk, the steelhead in the pools—since the boy was old enough to understand. And now it was here. He looked at the water, rushing slowly like flowing glass over car-size boulders nudged together like eggs.
He explained it all as they lay out their things in the mossy parking place at the road’s end. The trail continued across the Quinault; they’d ford the river, then walk about three miles to an old settler’s barn where they could spend the night. They’d set up their tent inside anyway because the roof was pretty well gone. Of course they’d have a campfire—there was a fire ring right there—and sometimes, if you were quiet, herds of elk would graze in the meadow at dusk.
When they came out of the trees and onto the stony beach he felt a small shock, as if he were looking at a house he’d grown up in but now barely recognized. The river was bigger than he remembered it, stronger; it moved like a swiftly flowing field. He didn’t remember the opposite shore being so far off. He stood there, listening to it seething in its bed, to the inane chatter of the pebbles in the shallows, the hollow tock of the stones knocking against each other in the deeper water. Downstream, a branch caught in a deadfall reared up like something shot, then tore loose. For a moment he considered pulling out, explaining . . . but there was nowhere else to go. And he’d promised.
“Well there she is,” he said.
They took off their packs and squatted down next to each other on the embankment. “You want to take your time, kiddo,” he said. “People in a hurry get in trouble.” The boy nodded, very serious. He’d bring their packs over and then come right back for him. It would take a little while, but he’d be able to see him the whole time. He’d wave when he got to the other side.
He took off his pants and socks and boots, stuffed the pants and socks into the top of the pack, then tied the boots back on over his bare feet. The boy’s weightless blue backpack, fat with his sleeping bag and teddy bear, he strapped to the top as well, then swung the whole thing on his back. No belt. He looked at the boy. “First rule of river crossing—never buckle your waist belt. If you go down, you have to be able to get your pack off as quickly as possible, OK?” The boy nodded. “I’ll be right back,” he said.
It wasn’t too bad. He took it slow, carefully planting the stick downstream with his right arm, resisting the urge to look back. Ten yards out the water rose above his knees and he slowed even more, feeling for the edges of the rocks with his boots, moving from security to security. The heavier current swept the stick before it touched the bottom, making it harder to control, and he began drawing it out and stabbing it down ahead of himself and slightly upstream to make up for the drift, and then he was on the long, gravelly flat and across. He threw down the packs and looked back. The boy was just where he’d left him, sitting on the rocks, hugging his knees. He waved quickly and started back. You just had to be careful. So what do you do if you fall? he remembered asking once—how old could he have been, seventeen?—and the old man calling back over his shoulder, “Don’t fuckin’ fall.”
The second crossing, with the boy on his back, was actually easier. They talked the whole time, and he made his way carefully, steadily, feeling the skinny legs bouncing against his thighs, leaning into the hands buckled across his collarbone, and halfway across, with the hot smell of the pines coming from the shore and the sun strong on his face, he knew he’d made it out the other side. Where had it come from—this slide into weakness, this vision of death like a tunnel at the end of the road and no way to get off or turn around? It didn’t matter. Whatever it was had passed. He and his son would be friends. Nothing mattered more.

The barn was just where he remembered it, standing against the trees like a rib cage. What could they have been thinking, building a barn, here, with ninety inches of rain a year? Its roof was half gone and its floor rotted through but there was something about pitching a tent inside that skeleton that was pretty neat, they agreed, and snapping the compression poles together—always a good trick—he remembered the two of them working together, quietly, easily, then his father crawling into the tent to lay out the sleeping bags. Something about rooms in rooms.
They set up the rain fly just in case, then shined the flashlight at the bats clustered under the peak of the roof, making them squeak like kittens, and went outside to the fire ring. It was a beautiful evening, still and perfect, the sky above the trees deepening to the blue of a butterfly wing he’d once found by the side of a trail in Guatemala, and they took turns eating the macaroni out of the pot (he let him pour in the orange cheese powder) and afterward they fenced with the marshmallow sticks and waved the torches they made against the darkness and when the marshmallows were black and sagging, they pulled out their uncooked hearts and ate them off the wood with their lips and teeth, delicate as horses. At some point it started to rain, and standing in the double door of the barn, the boy on a pile of boards, they could see the shapes of the elk coming into the meadow and they watched, staring into the dark, until the only way you could tell the herd was still there was that every few seconds one would shiver the rain out of its hide, making a small white cloud, like breath. He could hardly make out the boy next to him: now his hand against the dark wood, now the plane of his cheek. “Dad?” he heard him say. “Do the elk have to sleep in the rain?”
“I think they’re pretty well used to it,” he said.
“You think they’re cold?”
“Hard to tell. Wet, anyway.”
He put his arm around him—that tiny shoulder, tight as a nest—but, aware of the weight, didn’t let it rest completely. And they were quiet. Thank you, he thought, then mouthed the words to himself in the dark.
The rain made sleep easy. The two of them lay side by side in their softly crackling sleeping bags like pods, identical but for size. When he crawled out of the tent in the middle of the night to pee, the rain had stopped and he could see stars through the missing places in the roof. Later he thought he heard

Results (Danish) 1:

Det regnede da de kørte ud af Tacoma om morgenen. Når den første bil syntes han kunne se det fra langt ud, at trække en sky af tåge som en faldskærm, og da det passerede han rørte vinduesviskere for at klare tingene op og hans sind blinkede til en scene af en sort vej, stadig våd, kører mod bjergene spækkede med sne som fede kød. Eller anden grund det gjorde ham glad, og han havde ikke været lykkelig i et stykke tid. Af syv var regnen. Linjen af åbne himlen i øst var knivskarpe.Han kiggede over på miniature jeans, sweatshirt bundter under sikkerhedsseles rem, vandrestøvler dinglende fra gulvet som vægte. "Du OK?" sagde han. "Du skal tisse?" Han aftaget og kørte bilen ind på skulderen og drengen kom ud at tisse. Han kiggede på ham stående på at stige i hejre og bunchgrass, sin lille hofter skubbet fremad. Når drengen gik tilbage til bilen svingede døren åben for ham, han så nået over og trak døren lukket og stødte ud på vejen tom.Ikke meget havde ændret sig, virkelig. En halv time ud af Hoquiam begyndte han at se clear-cuts gennem graner: en mærkelig, hvidt lys, som om verden faldt væk 50 fødder ud fra fortovet. Han håbede, at drengen ikke ville mærke. To af dem havde talt om hvad de skal gøre, hvis du så et bjerg løve (ikke at køre, aldrig opstille), og hvad de ville have til frokost. Tyve minutter senere var de forbi den, og lyset bag træerne var forsvundet.Han havde været på house af dawn, som han havde lovet. Han sad i indkørslen i et stykke tid ser på gården, azalea han havde plantet, græs i gården slået flade af regnen. I lang tid ikke havde han ønskede hende tilbage, havde ikke ønsket meget af noget, virkelig. Han gik inde, tørrer hans sko og ducking hans hoved som en besøgende, og da drengen kom løbe ind i stuen, han kastede ham over skulderen, passe på ikke at ramme hovedet på hjørnet af TV, og på et tidspunkt så han hende ser dem, lænet mod køkkenbordet i hendes Morgenkåbe, og da han kiggede på hende hun rystede på hovedet og kiggede væk og i øjeblikket han troede , måske-måske han kunne gøre det rigtigt.Forest service vej havde vokset så meget, at kun hans hukommelse af hvor det havde været fortalte ham hvor at slukke. De sidste ni miles ville tage dem en time. Det er det, kid, den gamle mand vil sige når de slukket hovedvejen, du ophidset? Hvert år. Bilen slingrede og svajede, græsset hvislende mod undervognen. Han kunne se ham, stående i floden hacking sine lunger ud, udstikker en 80-fods linje. "Næsten der," sagde han til den lille dreng ved siden af ham. "Du spændt?"Han faldt under træer at lade sin øjne, justere og når han rullede ned vinduet luften skubbede i og han kunne høre hvid støj af floden. Gud, hvor han behøvede dette sted, reder af vinstokke som noget ridset, de belagt kufferter, blød med rådne. Han havde ventet for længe. En lav vinstok skrabet mod taget. Han smilede. Gå videre og skrabe, du fucker, tænkte han, skrabe det hele.Otte år. Det syntes ikke så lang tid. Hvor dalen udvidet ud han kunne se hvad vinteren havde efterladt: stukket ud pools, sixty-fods kufferter vædret i deadfalls, cirkler af opadvendte rødder som gigantiske blomster af Queen Anne's lace. Et vindstød af varmere luft skubbede i: vegetation, sollys, langsomme brand i forfald. Nogle gange var det ikke så let at vide, hvordan man kan gå, hvordan at holde tingene i live. Undertiden fik skruestikken så stram, du kunne glemme, der var noget godt tilbage i verden. Men han havde talt om dette sted — floder, elg, steelhead i bassiner – da drengen var gammel nok til at forstå. Og nu var det her. Han kiggede på vandet, farende langsomt som flydende glas over bil-størrelse kampesten puffede sammen som æg.Han forklarede det hele som de lægge ud deres ting i mossy parkeringspladsen road's enden. Sporet fortsatte på tværs af Quinault; de ville ford floden, så gå omkring tre miles til en gammel bosætter stald hvor de kunne tilbringe natten. De ville sætte deres telt inde op alligevel, fordi taget var ret godt gået. Selvfølgelig ville de have en bålplads – der var en brand ring lige der — og nogle gange, hvis du blev rolig, flokke af elg ville græsser i engen i skumringen. Når de kom ud af træerne og på den stenede strand følte han et lille chok, som hvis han var på udkig på et hus havde han vokset op i men nu næppe anerkendes. Floden var større end han huskede det, stærkere; det flyttede som en hurtigt strømmende felt. Han gjorde ikke huske den modsatte kyst bliver så langt ud. Han stod der, at lytte til det sydende i sin seng, til de intetsigende snak af småsten i vandkanten, den hule tock af stenene banker mod hinanden i det dybere vand. Nedstrøms, en gren, der er fanget i en Nairobi opdrættet op som noget skud, så rev løs. For et øjeblik han betragtes som trækker ud, forklarer... men der var ingen andre steder at gå. Og han havde lovet. "Godt der hun er," sagde han. De tog deres pakker og satte sig på hug ned ved siden af hinanden på embankment. "Du ønsker at tage din tid, kiddo," sagde han. "Folk i en fart får i problemer." Drengen nikkede, meget alvorligt. Han ville bringe deres pakker over og så komme tilbage til ham. Det ville tage lidt tid, men han ville være i stand til at se ham hele tiden. Han ville bølge, da han kom til anden siden. Han tog sin bukser og sokker og støvler, fyld bukser og sokker i toppen af pakken, så bundet støvlerne tilbage på over sine bare fødder. Drengens vægtløs blå rygsæk, fedt med sin sovepose og bamse, han spændt fast til toppen, derefter svingede det hele på ryggen. Ingen bælte. Han kiggede på drengen. "Første regel for flod passage — aldrig spænde din Taljebælte. Hvis du går, du er nødt til at være i stand til at få din pakke ud så hurtigt som muligt, OK?" Drengen nikkede. "Jeg vil være tilbage," sagde han. Det var ikke så slemt. Han tog det langsomme, omhyggeligt plantning stick nedstrøms med sin højre arm, modstå trangen til at se tilbage. 10 værfter ud vandet steg over hans knæ og han faldt endnu mere, følelse til kanter på klipperne med sin støvler, bevæger sig fra sikkerhed. Den tungere aktuelle fejede pinden før det rørt bunden, hvilket gør det sværere at styre, og han begyndte tegning det ud og stikkende det ned foran sig og lidt opstrøms for at kompensere for afdrift, og han var på den lange, grusede flade og på tværs. Han kastede packs og kiggede tilbage. Drengen var bare hvor han havde efterladt ham sidder på klipperne, krammede sine knæ. Han vinkede hurtigt og startet tilbage. Du skulle bare være forsigtig. Så hvad gør du, hvis du falder? han huskede spørger en gang — hvor gammel kunne han have været, sytten? — og den gamle mand ringer tilbage over skulderen, "Don't fuckin ' falde." Den anden passage, med dreng på hans ryg, var faktisk nemmere. De talte hele tiden, og han gjorde hans måde omhyggeligt, støt, følelse de tynde ben hoppende mod sit lår, hælder i hænderne spændt på tværs af sit kraveben og halvvejs gennem, med hot lugten af fyrretræerne kommer fra kysten og den stærke sol i ansigtet, han vidste, at han havde gjort det ud på anden siden. Hvor var det kommet fra — dette dias til svaghed, denne vision af døden som en tunnel for enden af vejen og ingen måde at komme eller vende rundt? Det gjorde ikke noget. Hvad det var havde passeret. Han og hans søn ville være venner. Intet betød noget mere. The barn was just where he remembered it, standing against the trees like a rib cage. What could they have been thinking, building a barn, here, with ninety inches of rain a year? Its roof was half gone and its floor rotted through but there was something about pitching a tent inside that skeleton that was pretty neat, they agreed, and snapping the compression poles together—always a good trick—he remembered the two of them working together, quietly, easily, then his father crawling into the tent to lay out the sleeping bags. Something about rooms in rooms. They set up the rain fly just in case, then shined the flashlight at the bats clustered under the peak of the roof, making them squeak like kittens, and went outside to the fire ring. It was a beautiful evening, still and perfect, the sky above the trees deepening to the blue of a butterfly wing he’d once found by the side of a trail in Guatemala, and they took turns eating the macaroni out of the pot (he let him pour in the orange cheese powder) and afterward they fenced with the marshmallow sticks and waved the torches they made against the darkness and when the marshmallows were black and sagging, they pulled out their uncooked hearts and ate them off the wood with their lips and teeth, delicate as horses. At some point it started to rain, and standing in the double door of the barn, the boy on a pile of boards, they could see the shapes of the elk coming into the meadow and they watched, staring into the dark, until the only way you could tell the herd was still there was that every few seconds one would shiver the rain out of its hide, making a small white cloud, like breath. He could hardly make out the boy next to him: now his hand against the dark wood, now the plane of his cheek. “Dad?” he heard him say. “Do the elk have to sleep in the rain?” “I think they’re pretty well used to it,” he said. “You think they’re cold?” “Hard to tell. Wet, anyway.” Han lagde sin arm omkring ham — den lille skulder, stram som en rede — men kendskab til vægten, ikke lade det hvile fuldstændigt. Og de var stille. Tak, han tænkte, så puttes i munden ord til sig selv i mørke. Regnen gjorde søvn let. To af dem lå side om side i deres sagte knitrende soveposer som bælg, identiske, men for størrelse. Når han kravlede ud af teltet midt om natten for at tisse, regnen var stoppet, og han kunne se stjerner gennem de manglende steder i taget. Senere troede han, han hørte

Results (Danish) 2:

Det regnede, da de kørte ud af Tacoma samme morgen. Når den første bil dukkede han kunne se det fra langt væk, at trække en sky af tåge som en faldskærm, og da den passerede han rørte vinduesviskere at rydde tingene op og hans sind blinkede til en scene af en sort vej, stadig våd , kører mod bjerge spækkede med sne som fedt kød. Af en eller anden grund er det gjorde ham glad, og han ikke havde været lykkelig i et stykke tid. Ved syv regnen var ovre. Den linje af åben himmel i den østlige var knivskarpt.
Han kiggede over på miniature jeans, sweatshirt bundter under sædet båndets rem, de vandrestøvler dinglende fra gulvet ligesom vægte. "Du OK?" Sagde han. "Du er nødt til at tisse?" Han faldt og kørte bilen ind på skulderen og drengen kom ud for at tisse. Han kiggede på ham stående på denne stigning i Hejre og bunchgrass, hans små hofter skubbet fremad. Da drengen gik tilbage til bilen, han svingede døren åben for ham, så nået over og trak døren lukket, og stødte på den tomme vej.
Ikke meget havde ændret sig, virkelig. En halv time ud af Hoquiam han begyndte at se de klare-nedskæringer gennem graner: et mærkeligt, hvidt lys, som om verden faldt væk halvtreds fod ud fra fortovet. Han håbede at drengen ville ikke mærke. De to af dem var blevet talt om hvad man skal gøre, hvis du så en puma (ikke køre, aldrig løbe), og hvad de ville have til frokost. Tyve minutter senere var de forbi det, og lyset bag træerne var forsvundet.
Han havde været på huset ved daggry, da han havde lovet. Han sad i indkørslen til en mens du kigger på værftet, de azalea han havde plantet, græsset i gården slået fladt af regnen. I lang tid, han ikke havde ønsket hende tilbage, ikke havde ønsket meget af noget, virkelig. Han gik indenfor, tørrer sine sko og undsige hans hoved som en besøgende, og da drengen kom løbende ind i stuen, han kastede ham over skulderen, passe på ikke at ramme hovedet på hjørnet af tv, og på et tidspunkt, han så hende ser dem, lænet mod køkkenbordet i hendes badekåbe, og da han så på hende, hun rystede på hovedet og kiggede væk, og i det øjeblik, han tænkte, måske-måske han kunne gøre denne ret.
Skoven-service vej var vokset i løbet af så meget, at kun hans erindring om, hvor det var blevet fortalt ham, hvor at slukke. De sidste ni miles ville tage dem en time. Det er det, knægt, ville den gamle mand siger, når de slået fra hovedvejen, du spændt? Hvert år. Bilen slingrede og svajede, græsset hvæsende mod undervognen. Han kunne se ham, stående i floden hacking hans lunger ud, der udstikker en firs-fods linje. "Næsten der", sagde han til den lille dreng ved siden af ham. "Du spændt?«
Han bremset under træerne til at lade sine øjne justere og da han rullede vinduet ned luften skubbet væk i, og han kunne høre hvid støj af floden. Gud, hvor han havde brug for dette sted, reder af vinstokke som noget ridset ud, de behårede kufferter, blød med rot. Han havde ventet på dette i lang tid. En lav vin skrabet mod taget. Han smilede. Gå videre og skrabe, du fucker, tænkte han, skrabe det hele.
Otte år. Det synes ikke at lange. Hvor dalen udvidet ud han kunne se, hvad vinteren havde efterladt: de gouged ud puljer, de tres-fods kufferter vædret ind i deadfalls, de cirkler af opadvendte rødder som gigantiske blomster af Dronning Annes blonder. En vindstød af varmere luft skubbet væk i: vegetation, sollys, den langsomme ild forfald. Nogle gange var det ikke så let at vide, hvordan man kan gå, hvordan man kan holde tingene i live. Undertiden skruestikken fik så stram, du kunne glemme der var noget godt tilbage i verden. Men han havde talt om dette sted-floderne, elg, steelhead i puljer-siden drengen var gammel nok til at forstå. Og nu var det her. Han kiggede på vandet, brusende langsomt ligesom strømmende glas over bil-size kampesten skubbet sammen som æg.
Han forklarede det hele, da de lå deres ting i mosbegroet parkeringsplads ved vejens ende. Sporet fortsatte på tværs af Quinault; de havde ford floden, derefter gå omkring tre miles til en gammel nybygger s stald, hvor de kunne overnatte. De ville oprette deres telt inde alligevel, fordi taget var temmelig godt gået. Selvfølgelig ville de have et lejrbål-der var en brand ring lige der-og sommetider, hvis du var rolig, flokke af elge ville græsse i engen ved solnedgang.
Da de kom ud af træerne og ind på stenet strand, han følte en lille chok, som om han ledte på et hus, han havde vokset op i, men nu knap nok anerkendt. Floden var større end han huskede det, stærkere; det bevægede sig som et hurtigt strømmende felt. Han kunne ikke huske den modsatte bred er så langt væk. Han stod der, lytte til det sydende i sin seng, til åndsforladt snak af småsten i vandkanten, den hule tock af stenene banker mod hinanden i den dybere vand. Nedstrøms, en filial fanget i en deadfall opdrættet op som noget skud, derefter rev løs. Et øjeblik han anså trække, forklarer. . . men der var ingen andre steder at gå. Og han havde lovet.
"Nå der er hun," sagde han.
De tog deres pakker, og satte sig på hug ved siden af hinanden på dæmningen. "Du ønsker at tage din tid, kiddo," sagde han. "Folk i en fart komme i problemer." Drengen nikkede, meget alvorlig. Han ville bringe deres pakker igen og derefter vende tilbage til ham. Det ville tage lidt tid, men han ville være i stand til at se ham hele tiden. Han ville bølge, da han kom til den anden side.
Han tog sine bukser og strømper og støvler, fyldte de bukser og sokker ind i toppen af pakken, så bandt støvlerne på igen over hans bare fødder. Drengens vægtløse blå rygsæk, fedt med sin sovepose og bamse, han spændes på toppen så godt, så svingede det hele på ryggen. Uden bånd. Han så på drengen. "Første regel i floden passage-aldrig spænde din talje bælte. Hvis du går ned, er du nødt til at være i stand til at få din pakke ud så hurtigt som muligt, OK? "Drengen nikkede. "Jeg er straks tilbage," sagde han.
Det var ikke alt for dårlig. Han tog det langsomt, omhyggeligt plantning pinden nedstrøms med sin højre arm, modstå trangen til at se tilbage. Ti mål vandet steg over hans knæ, og han faldt endnu mere, fornemmelse for kanterne af klipperne med hans støvler, der flytter fra sikkerhed til sikkerhed. Jo tungere nuværende fejede stokken, inden det rørte bunden, hvilket gør det sværere at styre, og han begyndte at tegne det ud og stikke den ned foran sig selv og lidt opstrøms til at kompensere for den afdrift, og så var han på den lange, dybe flad og tværs. Han kastede ned pakkerne og kiggede tilbage. Drengen var bare, hvor han havde forladt ham, sidder på klipperne, krammede sine knæ. Han vinkede hurtigt og startede tilbage. Du skulle bare være forsigtig. Så hvad gør du, hvis du falder? han huskede at spørge én gang hvor gammel kunne han have været, sytten? -og den gamle mand ringer tilbage over skulderen, "Du skal ikke fuckin 'fald."
Den anden passage, med drengen på ryggen, var faktisk nemmere. De talte hele tiden, og han gjorde sin vej omhyggeligt, støt, føler de tynde ben hoppende mod sine lår, hælder i hænderne bøjede over hans kraveben, og halvvejs over, med den varme lugt af fyrretræer, der kommer fra kysten og sol stærk på hans ansigt, han vidste, at han havde gjort det ud på den anden side. Hvor havde det kommet fra-dette dias i svaghed, denne vision af døden som en tunnel for enden af vejen og ingen måde at komme i gang eller vende rundt? Det gjorde ikke noget. Uanset hvad det var var gået. Han og hans søn ville være venner. Intet betød mere. Laden var bare, hvor han huskede det, stående mod træerne som en brystkassen. Hvad kunne de have tænkt, at bygge en stald, her, med halvfems inches af regn om året? Dens tag blev halvt gået og dets gulv rådnet igennem, men der var noget om pitching et telt inde, skelet, der var temmelig nydelige, blev de enige om, og snapper den komprimering poler sammen-altid et godt trick, han huskede de to af dem arbejder sammen, stille og roligt, let, så hans far kravle ind i teltet til at lægge ud soveposer. Noget om værelser på værelserne. De oprettet regn flyve lige i tilfældet, så skinnede lommelygten på flagermusene grupperet under toppen af taget, hvilket gør dem knirke ligesom killinger, og gik udenfor til ilden ringen. Det var en smuk aften, stille og perfekt, himlen over træerne uddybning til den blå af en sommerfugl fløj han ville engang fundet ved siden af en sti i Guatemala, og de ​​skiftedes spiser makaroni ud af potten (han lad ham hælde i den orange ost pulver) og bagefter de indhegnet med marshmallow pinde og vinkede faklerne, de gjorde mod mørket og når skumfiduser var sort og sagging, de trak sig ud af deres ubehandlede hjerter og spiste dem af træ med deres læber og tænder, delikat som heste. På et tidspunkt begyndte det at regne, og stående i dobbeltdør af laden, drengen på en bunke af brædder, kunne de se figurer af elg kommer ind i engen og de ​​iagttog og stirrede ind i mørket, indtil den eneste måde du kunne fortælle besætningen var der stadig var, at hver få sekunder ville man ryste regnen ud af dets skjul, hvilket gør en lille hvid sky, ligesom ånde. Han kunne næsten ikke skimte drengen ved siden af ham: nu sin hånd mod den mørke træ, nu planet for hans kind. "Far?" Hørte han ham sige. "Har elg nødt til at sove i regnen?" "Jeg tror, ​​de er ganske godt vant til det," sagde han. "Du tror, ​​de er kolde?" "Svært at fortælle. Våd, alligevel. «Han lagde armen om ham den lille skulder, stram som en rede-men, opmærksom på vægten, ikke lade det hvile helt. Og de var rolig. Tak, tænkte han, så mouthed ordene for sig selv i mørket. Regnen gjorde søvn nemt. De to af dem lå ved siden af hinanden i deres sagte knitrende soveposer som bælg, identiske, men for størrelse. Da han kravlede ud af teltet i midt om natten for at tisse, havde regnen stoppet, og han kunne se stjerner gennem de manglende steder i taget. Senere tænkte han, han hørte

Results (Danish) 3:

det regnede, da de kørte ud i tacoma, den morgen.da den første bil dukkede op, han kan se det fra en lang vej med en sky af tåge som en faldskærm, og da det gik han rørte vinduesviskerne må rydde op og hans sind, viste en scene for en sort road, stadig våd, der kører mod bjergene sender store doser snow fedtholdigt kød.af en eller anden grund, det gjorde ham lykkelig.og han havde ikke været glad i lang tid.med syv regnen var forbi.linjen åben himmel i øst er knivskarpe. "han kiggede i mini - jeans, sweatshirt samlet under selen er gjord, vandrestøvler dinglende fra gulvet som vægte."er du okay?", sagde han."du skal tisse?"han faldt og kørte bilen på skulderen og drengen kom ud for at tisse.han kiggede på ham, står på den stigning i brome og bunchgrass, hans lille hofter skubbes frem.da han kom tilbage til bilen, han slog døren åben for ham, så nåede op over og hev døren og gik ud på tom vej.
ikke meget har ændret sig, virkelig.en halv time ud af hoquiam begyndte han at se klart, skærer igennem det første: en underlig, hvidt lys.som om verden faldt 50 meter væk fra fortovet.han håbede, han ville ikke bemærke det.de to af dem havde talt om, hvad de skal gøre, hvis du har set en puma (ikke løber, løber aldrig), og hvad de ville have til frokost.tyve minutter senere var de sidste, og lyset bag træerne var forsvundet. "han havde været i huset ved daggry, som han lovede.